Dansk triumf i St. Pauli.

Den 11-13 marts 2005 tog Københavns sejeste cykelbude til Hamborg for at køre St. Paulopoly alleycat, give den gas og være stive – Og det gik jo meget godt.

Det ender med, at tosserne i bilen kører forbi tankstationen med slukket lys fordi de ikke vil være til grin, hvis det nu viste sig vi tog pis på dem (fed joke?).

Men om alt kommer vi til Hamborg kun små tre timer forsinket.

Vi får drukket lidt øl og ender rundt omkring hos nogle venlige mennesker, der har plads. Håkon ender imidlertid sammen med en flok punkere og sover i et besat hus, er væk hele næste dag og bliver fundet efter et tip fra lokale foran et supermarked med en pose øl (sindssyge nordmand).

Så skal der køres monopoly (matador for de sløve) alleycat: En form for alleycat, hvor held har en hel del at sige. Ved hvert checkpoint, får man penge, skal trække et ’prøv lykken’ kort, hvor man kan komme af med penge, få penge, slå igen, eller ryge i fængsel, og til sidst slår man med terninger for at finde ud af, hvor man skal hen næste gang. Meget underholdende og meget fedt at give den gas på må og få rundt i Hamborg. Personligt for jeg kun lidt vildt en gang. Vi kører i to timer og vender derefter tilbage til ”Koggen” som er navnet på baren, hvor vi startede.

Austin lagde hårdt ud og spurtede ind i baren (fængslet, hvor han kun bevægede sig ud fra en gang på to timer, for at køre op til sit første tjekpoint og stjæle en håndfuld penge). Men det må siges, at han var en værdig vinder af DFL (Dead Fucking Last) præmien.

Håkon gjorde også en god figur: Faldt ned af trappen, lavede et solo styrt og blev senere kørt ned, alt sammen på mindre end en time – Tilbage til baren med ham.

Astrid må have gjort et eller andet rigtigt for hun endte med at vinde hele løbet, sejt! Selvom onde tunger siger, der var en smule snyd med i spillet skal det ikke tage æren fra hende. For så længe man kan snyde i en alleycat uden det bliver opdaget, så er det jo fair nok. Tillykke!

Resten af aftenen blev der drukket tæt, og vi var en lille gruppe, der var med nogle lokale ude og gøre byen usikker med 50 i timen og en promille på 1.5, men alle overlevede.

Igen udmærker Håkon sig ved at tilbringe natten på en legeplads i et legehus – vågner om morgenen går ind på den nærmeste bar og drikker whisky.

Søndag bliver der bare chillet, vi cruiser rundt og tager lidt billeder og kører i tomgang. Vi slutter alle med at spise fancy dinner på en portugisisk restaurant – Mums…

Turen hjem udmærker sig kun ved at tosserne i bag – denne gang Sus (hende der bor i Jylland), Christian og Håkon, køber en liter Whiskey på færgen og næsten når at tømme den inden vi kom hjem. Det var den sindssygeste børnehave, når de skulle ud og pisse hver halve time. Men fred være med dem og deres tømmermænd om mandagen. Som Austin sagde: ”I felt very special”.

Alt i alt en super fed tur. Så næste gang, der er en event i udlandet, så snyd ikke Jer selv for den oplevelse.

Jumbo der übermensch

St. Pauli - galleri

Der var afgang fra Gaza-striben med to fyldte biler: Måge (CBMAs formand gennem det sidste årtusinde), Lehman (hende den søde, der sidst kørte for deadline, men som nu læser), Røde (ham der skiftede fra DGB til Deadline efter en måned), Pryner (den hvide Bin Laden med det store apparat af en fotografimaskine) og Håkon (den evigt stive nordmand, der kører på fix med alm. pedaler og i øvrigt er Quickpacks eneste bud) i en personbil, samt en varevogn med undertegnede som chauffør (DGBs nok sejeste og uden tvivl klogeste bud) og N.Y. (ham der med sine 3 måneder på gaden har længere anciennitet end halvdelen af de grønne på gaden i dag) på passagersædet - og alt bagagen, ti cykler, en sofa og tre stive mennesker bag i – Austin (ham den hyggelige englænder, der godt kan lide at drikke øl, og som har tretten års jubilæum som bud den 2 april – husk at komme til hans jubilæums alleycat og party bag efter), Astrid (hende den halvskaldede, der er startet som deadliner og som har et kyskhedsbælte på omkring 50lb hængende om livet) og Christian (Quickpacks mekaniker som nok egentligt ikke kan finde ud af at køre på cykel. Sidste gang det gik galt for ham blev han kørt ned og brækkede to fingre syv steder).

Det hele forløb planmæssigt indtil Puttgarden, hvor der pludselig kører en bil ind foran varevognen og begynder at blinke med et ”POLIZEI” skilt og et andet skilt, som jeg gik ud fra betød noget i retningen af: ”Vi anmoder Dem venligst om at køre ind til siden”, hvilket jeg så gjorde.

Det viser sig så, at være et rutine tjek, hvor jeg får vist mit pas, kørekort og nogle tilfældige papirer fra handskerummet. De tjekker og bedst som de leverer det hele tilbage og siger god tur, begynder tosserne omme bag i at rumstere…

Vi får så alle tjekket vores pas, og får stillet to muligheder: efterlade dem bag i på tanken eller vende om og køre tilbage til færgen. Det var et rimeligt nemt valg, så vi efterlod Astrid og Christian på en tysk tankstation lidt i tolv fredag aften, hvor de stod og hyggede i stiv kuling og 5 graders frost.

Skarpe og snarrådige som vi er, tager det ikke længe at brygge en plan sammen, så det ikke ender i katastrofe. Vi ringer til Måge, beder ham om at sætte to af på næste rasteplads, køre tilbage efter Christian og Astrid, og så samler vi de to op Måge har sat af. Såre simpelt og ganske enkelt genialt… Hvis ikke lige det var fordi tosserne i den anden bil (læs Måge) ikke troede på mig, da jeg ringede, og bare fortsatte med at køre…

Ikke nok med vi havde efterladt Christian og Astrid stive og alene i kulden midt om natten på en tysk tankstation, de havde heller ingen telefoner, der virkede…

Til alt held får Astrid lov til at låne den venlige tankpassers telefon og prøver at ringe til Måge, som så vælger ikke at tage telefonen, men ringer så senere tilbage til den venlige tankpasser, som så kommer ud og siger, ”der er telefon til dig…”

Så skulle man jo tro den endte der, men nej. Håkon, der sidder og deler en liter Bacardi ringer nemlig til Austin, der sidder på forsædet af varevognen med mig og NY (En stiv nordmand, der taler med en stiv englænder – det skal nok gå godt) – Men Austin fatter minus og giver telefonen til NY, som rookie, som han er siger: ”det er Christian”, hvilket han hedder civilt. Herfra går det så helt galt for Håkon, der nu er sikker på, vi laver gas og Christian er sammen med os, samtidig med, at de to tosser på tanken har sagt et forkert navn på tankstationen.