Fix "MTB" - Slush cup

53 ud af 315 - Ikke værst

af Jimmi "Jumbo" Bargisen

 

Efter at have været ude og køre for sjov i Hareskoven de sidste 4 weekender skulle formen, stilen og ikke mindst teknikken testes under lidt mere konkurrenceprægede former.

 

Karlsen og jeg havde meldt os til Slush cuppen som I selv kan læse mere om.

Da vi stiger ud af bilen går regnvejret fra dryp til rigtig regn. Vi får udleveret numre, varmer lidt op og triller mod start, hvor vi placerer os godt forrest i feltet - Selvtilliden fejler ikke noget.

 

Starten går og der bliver kørt godt til på den brede grusvej. Ved første passage på det rigtige spor bliver der en del kø og tempoet er meget lavt. Relativt hurtigt bliver der dog så meget spredning i feltet, at det forløber mere flydende, dog med lidt flaskehals problemer ved stigningerne, hvor jeg vælger at stige af og løbe op.

 

Efter den første omgang ligger jeg i en lille gruppe, der begynder at sætte tempoet mere ned end jeg synes er passende, så jeg kører op til de nærmeste foran, og ligger i halvanden omgang lige bag et par stykker fra HMTBK.

På den sidste halvdel af tredje og for mit vedkommende sidste omgang, overhaler jeg dem på stigningerne og kommer i mål lige efter en time.

Selve ruten var på det nærmeste optimalt for en cykel med fast nav, hvor det værste er stejle nedkørsler.

Der var kun en enkelt nedkørsel, jeg vil betegne som stejl, men den blev til gengæld gjort lidt sværere af, at man skulle foretage et højre sving lige efter. Nedkørslen var relativ kort, og voldte ikke de store problemer selvom den blev kørt godt op.

Vejret gjorde føret og opkørslerne meget glatte. På de fleste af de få opkørsler der var, hoppede jeg af og løb op. Hvis ikke underlaget havde været så glat, ville det have været muligt at køre op af samtlige opkørsler. Men nu stod regnen ned, og de flere hundrede mennesker på sporet gjorde ikke føret bedre. Det lykkedes mig nu også at overhale nogen stykker, der insisterede på at blive siddende på cyklen.

Der var en del skarpe sving hvor jeg måtte sætte farten ret langt ned for ikke at skride ud i pløret, og flere gange var baghjulet ved at smutte for mig. Så jeg må nok på udkig efter nogle dæk med lidt mere mønster.

Ambitionen var at ende i den bedre halvdel, hvilket også blev opfyldt. Men når man er så tæt på en top 50 placering, så er det alligevel lidt ærgerligt,

Ville gear, bremser og affjedring have gjort nogen forskel? På de flade stykker kunne jeg godt have brugt et par gear og lidt friløb, og der var et par steder, hvor en fjedergaffel ville have været rar, og bremser.... Tjoh, så kunne jeg nok have kørt lidt hurtigere nedaf. Gav mig næsten fuldt ud, så jeg tror ikke der ville være så meget mere at komme efter, men der er jo kun en måde at finde ud af det på.

Alt i alt var mit første MTB løb en rigtig god oplevelse, tænkte jeg ved mig selv, da jeg sad i bilen på vej hjemad og pillede mudder ud af øjnene.

Der er forbehold for, at resultatet bliver ændret, da der var lidt knas med tidtagningen.

Kommenter Fix "MTB" her

5-11-2006 læs del 1 her, læs del 2 her

Forsiden