Fix "MTB" 2. del

Mit Vietnam

af Christian "New York" Bartels

Så var det. At jeg skulle få lov at opleve mit Vietnam. En evigt åben port i mit sind, ind til mareridt, lidelse og umyndiggørelse. En lem, jeg aldrig kan lukke, men hvor trækken bringer billeder ind for mine øjne, som jeg ikke vil se...

Nu da de unge ikke vil høre mere på verden's visdom, og derfor er zappet videre, vil jeg fortsætte min tanke til min ende.

Jeg henter Angus klokken 11.17 i Augustagade. Charlotte har tårer i øjnene. Jeg kigger ned i gulvet. Jeg, blandt andre, har medvirket til at Angus nu skal ud i et helvede af mudder, blotlagte rødder, og moser, store nok til at skjule menneskelig. Vi kører forbi Byman General Store for at hente ammunition til vores våben. Jeg har endnu ikke set mit, Angus udvælger omhyggeligt skridsikre underlag fra det kæmpe lager. Der er så meget. Jeg er færdig med min morgenmad. Hvornår mon den kommer op? Er jeg den eneste der frygter ragnarok?

Jeg har skrevet mit personnummer på armen. Hvis nu det skulle blive mig. Vil de andre vente, hvis jeg såres? Vil de bringe mig til lazarettet? nummeret videre til relevante institutioner? Vil jeg begraves?
Er det alle mod alle?

Vi kører mod nordvest, Jimmi har mit våben klar, jeg har en dæmper med til det. Da vi ringer på klokken, er der stille. Er de taget afsted? Vi åbner forsigtigt porten og bevæger os tyst ind i gården. Nogle små børn ser nysgerrig til, mens våbnene skødesløst står op ad et rækværk. De små spø'r. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare.

Nicolai er der også. De er klar. Jeg retter udstyret til, og vi fordeler diverse værktøjer mellem os. Til felten. Der er ikke noget morfin. Ikke en gang et sølle førstehjælpskit.
Mit våben er anderledes. Nicolai's våben er kraftigere. Det er ældre. På en god måde. Rutineret. Mit er en samling af umage stumper. Jeg prøver det, og det føles uvant. Er det sådan det skal slutte? Med tårer i øjnene og et ødelagt, rygende stykke stål, liggende ubekvemt og koldt på et rodnet, mens hver mand tromler videre henover? Jeg tænker på noget andet...

Vi lægger de overskydende ting i kælderen. Vi skal være adrætte til kampen. Kirsten vil, om nødvendigt, kunne fjerne vores ting, hvis vi ikke kommer tilbage. Nej, nu vil jeg køre, og ikke have mere tid til at tænke. Måske finde en indre urkraft, en fighter, i min kamp.

Vi når derud. Hareskoven. De andre justerer deres grej. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, så jeg gør det samme. Vi stiller udstyret op til fotografering. Jimmi tager billedet. Jeg ville gerne vise mine forældre det. Får de det at se? Vi har også kun et kort. Jeg maler nederlagets billede for mig. Starten på Enden.

Vi sætter os op, og kører af de små stier inde i skoven. Karlsen fører an på den store mountainbike, Beaver med fastnav, bremser og affjedring for, Jumbo på mountainbikestel med fastnav og ingen bremser, Jeg selv på den klassiske herrecikelramme, med schrøder banegaffel, et meeeget bredt styr, og aldeles uden bremser. Jeg husker betimeligt denne cykel nævnt som "klovnecyklen". Underlaget varierer fra fast grus, over nålebund med enkelte rødder, til mudderhuller og større rødder, der vikler sig ud og ind mellem hinanden. Folk er gået ganske hårdt til stålet, og første stop, er en øvelse i at få pusten, inden vi skal ned ad en førsteklasses slalombakke, hvor portene udgøres af småbørn, joggere og hunde uden snor. Herligt! Så går det ellers slag i slag, skiftende til at tage føringer på rød rute (Jeg er dog altid sidst. En lille sikkerhedsforanstaltning - så river jeg ikke nogen med mig i faldet)

Inden afgang, har Jumbo indskærpet min baneforgaffels, teoretisk sete, begrænsede duelighed i skov- og mudderbund. Derfor løfter jeg hele tiden forhjulet op, når der er rødder og huller. Dét er hårdt! Vi fortsætter og krydser ridestier, meget overraskede spædbarnsmødre og begejstrede toddlers, imens den ædle usagte urkappestrid, infiltrerer vores blodårer. Det er dyst.

Med fastnavsgearing 40/20, er det en fornøjelse at lave trialagtige angreb på huller og rødder, særligt når hast og drist stiger proportionelt med at ingen vil give op over for de andre. Man kører bare, selvom om ryggen brænder, læggene hviner og åndedrættet hiver i en. Og selvfølgelig sker det. Folk kludrer i en snæver passage, og når nogle gange at klikke ud, andre gange ikke, med intim og kropsnær botanisering til følge for den enkelte. Selv bliver jeg på lumsk vis nederdrægtigt overrasket af et ungt træ, der står i vejen og spiller op. Alle nyder episoden. "HA HA HA, Kan du ikke se skoven for bare træer??" Det er faktisk løgn. Alle synes at være udfordret, og der er en gemytlig og sund sportsånd i de herrer, da vi kører videre, halvvejs igennem moser og stenede høje. Karlsen, der kører med gear, overraskes et par gange i det forkerte gear, fordi man nogle gange ikke kan se mere end 2 meter frem af gangen. Typisk er der tæt vegetation omkring disse steder. (For at dette ikke skal prente sig for stærkt i jeres hukommelse, vil jeg lige nævne, at jeg nær vædrede Karlsen mindst en gang. Så er det ligesom mig der er klovnen nu.)
Med den lave gearing, er det nemt at holdt et raskt tempo, og stigninger forceres let. Nogle steder er lidt mere avancerede, med rødder og mudder i grøfter, som baghjulet glider på, når cyklen sættes forkert, og man skal trække/slide sig ud. Til gengæld er fornøjelsen dobbelt, når cyklen placeres præcist, og en teknisk vanskeligt udseende forhindring, forceres på en måde, der ser magelig ud for alle andre. YARHHHH!!! ...Selvom ens brystkasse er ved at trækkes fra hinanden af muskeliver og arbejdende lunger.

Man bliver glad for korrekt påklædning, når man er ude at cykle, så derfor bar vi alle "Box - De grønne Bude" tøj. Nej, forfra. Man bliver glad for korrekt påklædning, når man er ude at cykle, så derfor havde jeg taget mormor's Du-må-ikke-fryse pakke med. Masser af (for) varmt tøj!!! Det endte dog med at jeg kørte fra Jumbo uden Windstopperjakke og dickies. Istedet havde jeg langærmet svedundertrøje, og cykeltrøje uden ærmer. Cykelshorts og lange bukser, der dog blev hurtigt blev smøget op. På ryggen en dunk vand, og så hjelm og handsker. Maaaaannn får varmen i de egne af landet.

Da vi jo ikke er maskiner, men soldater, fandt vi vej til et etablissement inde i skoven, der serverede hjemmegjort ale, og lidt mad. "Lidt mad", fordi køkkenet ikke kunne følge med. Der var omtrent 50% belagt, så det var imponerende. Jeg glædede mig derfor til at kaste 45 kroner efter et stykke æbletærte med vanilleskum (smager fuldstændigt som flødeskum) og et latterligt mynteblad blafrende midt i et chokoladekrymlet vanilleskumsbjerg. Det kunne jeg få, fordi kokkene ikke behøvede at gøre sig umage med dette, og derfor overlod det til en hvilken som helst, der trådte ind fra gaden.

Jumbo og Beaver tog den fornuftige, og meget velsmagende tomatsuppe med tre stykker brød til. Misundelse.

Det sidste stykke hjemad, kørte vi baglæns (spændende tankeeksperiment!), eller rettere, vi kørte ruten omvendt noget af vejen. Jeg var tydeligt mærket af pause, proviantering og derpå videre kørsel, og fandt det sværere at følge med gruppen, manøvrere cyklen fornuftigt og styre udenom mudder. PIIINE!! Jeg var selvsagt glad, da vi stod for enden af stien og spændte cyklerne tilbage til rejseindstilling. Indtil Beaver spurgte hvorfor jeg ikke havde nogen låsering på.
Det hele gav mening. Jimmi havde været her sidste weekend, øvet sig i overlevelse. Udvalgt passager, hvor jeg, den uerfarne, måtte give fortabt, væltende mig i støvet af udmattelse. Hvor mit våben ville malfunktionere og koste mig livet, dersom jeg ikke havde andet redskab med mig. Jeg ville tørre ud, når min drikkedunk var tom, ude af stand til at nå civilisationen. Jimmi havde, for selv at kunne overvinde strabadserne, regnet med et tab af menneskeliv, en person fra billedet, der ikke ville komme hjem. Død under indsats. Jeg sagde; "vildt hva'?" og vi kørte hjem. Den fabelagtige 40/20 gearing der havde virket fremragende i skoven, blev nu til uelegant hoppen på sadlen, når benene piskede rundt, og man beundrende skævede til de andres flip-flopnav, der gjorde dem i stand til ikke at ligne idioter. Min spinkle flitesaddel synes ikke at kunne rode bod på dette.

Vi kom dog til Nordvest, hvor den lokale tank venligst og garanteret ufrivilligt, lagde vand og børster til vask af cykler. Så hjem til Jumbo's sandkasse, hvor de første 5 drengebørn med typisk naive spørgsmål, søgte forklaring på kombinationen af mudder og cykler, træthed og glæde. ("har i været til cykelkonkurrence?" - "Nej.".... "Hvem vandt?" "Orv, se, han har fodboldsko!!" (fordi mine mtb-sko havde et fancy mønster underneden) Alt imens en eller flere af dem, halsbrækkende kørte forbi på småcykler, for at vise hvor cool de var. Men meget søde.

Efter at have sat sadlen tilbage på den lyserøde, fulgtes jeg med Beaver hjem, mat, træt og sulten. Beaver påtalte i løbet af denne tur, min kroniske uforstand mht. at navigere i byen. Vi skiltes ved holmblads og jeg kørte hjem til det egentlige mareridt. En roskilde-syge, der latent havde ventet på sin egen indtræden. Jolly! Da jeg satte cyklen fra mig, kiggede jeg på mit baghjul - De små rotter havde fandeme nakket mit Radicalleycat-spokecard og BNDR flyer!!! Så tror jeg fanden de bliver terrorister, når de i en alder af fem år, tækkes AK47 papirklip!!! Andres papirklip! Så badede jeg, med den mission at tømme blandingsbatteriet for varmt vand (hvor meget kan der være?) Jeg havde ikke helt kunne følge Jumbo's bemærkning, om et varmt bad, i hans beretning. Men jeg følte mig decideret lindret, da jeg demonstrativt satte mig i fosterstilling på gulvet, og brugte al det varme vand jeg kunne. Sådan lidt junkie-agtigt. Junkie er for fedt...

Kommenter "Fix MTB" her