Det startede med bred opbakning, men langsomt faldt folk fra. Efter turen blev udskudt en uge, var det kun HaakoN og jeg, der tog til Oslo for at lukrere på Kvantes gæstfrihed.
Med et par guldøl i årene og et snowboard under den ene arm og en cykelramme, der skulle afsættes på det norske marked, over nakken går det med rasende fart ned mod bussen. Folk sprang til siden og andre stod måbende og kiggede efter denne tohjulede flyttemand. Flere gange måtte jeg stoppe og berolige folk med, at der var fuldstændig styr på situationen - Jeg er cykelbud!
En baneramme med gaffel pakket ned i en taske fylder ikke meget, den vejer heller ikke meget. Ikke desto mindre stod chaufføren fast på, at det var en cykel, og jeg ikke måtte tage den med. Fair nok, hvad kan man også forvente når billetten kun koster 100kr. Efter disse indledende magtdemonstrationer lader han mig allernådigst sætte cyklen ind i det halvtomme bagagerum efter alle andre er steget på bussen. Tak.
Nu er jeg typen der sover bedste, når jeg sidder oprejst, med en vinkel mellem lår og ryg på nøjagtigt 90 grader, så jeg ankom frisk og veludhvilet til Oslo kun en time forsinket. Vi faldt i klørene på en flok norske toldere, og det var ikke en gang HaakoN der skabte problemer, men to andre kriminelle elementer.
Vi spiste en overdådig morgenkomplet hos en af HaakoNs bekendte og røg herefter af sted til verdens måske mindste skisportssted eller alpincenter som de så flot kaldte det selv. Tre slæbelifter og to løjper, som det hedder nord på. Røvsted, men det var fantastisk vejr. Transporten til stedet foregik i Kvantes velsmurte og velkørende transporter, hvor jeg den første dag sad ovenpå to sommerdæk omme i bag. Den norske natur er storslået set ud gennem en beskidt bagrude. Dagen efter fik vi opgraderet til en lænestol i bag.
Om aftenen blev Kvantes 3 værelses lejlighed på ca. 35 m2 omdannet til biograf, og de lokale helte kom forbi. Taalib havde optaget et par timers video fra CMWC 05, og det var fedt at genopleve den tur.
Næste morgen gik turen til et noget større sted, hvor der var hele 3 stolelifter, hvoraf det så kun var de 2 der kørte, men til gengæld var stedet utroligt meget federe. Næsten, meget næsten som at være i alperne. Godt vejr og ingen brækkede lemmer. Dagen blev sluttet af på behørig vis med hele turens kulinariske højdepunkt. En hotdog med rejesalt ovenpå pølsen. Mums. Var lidt i tvivl om der skulle ketchup og sennep ovenpå, så jeg undlod. Det smagte fantastisk. Hvad mere kan man forlange, er livet ikke skønt, og så kostede den kun 40kr?
Hjemturen var måske endnu bedre end udrejsen, da jeg havde fået parkeret mig selv på bagsædet, hvor jeg sad ved siden af Norges største mand, så jeg sov som en sten hele vejen til Kastrup.
Da vi nærmede os København kunne jeg mærke panikken langsom brede sig. Hvor i alverden havde jeg gjort af mine nøgler. Havde heldigvis en ekstranøgle til cykellåsen i min pung, så det var ikke jordens undergang, hvis de var glemt i Oslo. Da vi triller ind på holdepladsen ved DGI byen, hvor vi havde været så lemfældige, at parkere vores elskede cykler så vi til vores store lettelse, at de stadig stod fastlåst, hvor vi havde efterladt dem. Jeg finder ekstranøglen frem og skal til at låse op, men hvad er nu det? Mine nøgler sidder i låsen!!!
Tak til Kvante for en god tur, og jeg skulle sige, at hvis der var flere, der er friske på at tage derop en anden gang, så er de meget velkomne. Også tak til alle, der ikke stjal min cykel i weekenden.
Jumbo d. 2.2-06
